Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Specialeplan får bred opbakning

01. juli 2010

Af Lone de Neergaard, Chef for Sundhedsstyrelsens enhed for sundhedsplanlægning

Sundhedsstyrelsens specialeplan er meldt ud og markerer startskuddet til at regionerne kan begynde at samle regionsfunktioner og højtspecialiserede behandlinger. Et stort planlægningsarbejde er på plads efter tre års samarbejde mellem de faglige selskaber, regionerne og Sundhedsstyrelsen, og der er grund til at glæde sig over resultatet.

Specialeplan 2010 er blevet til i en proces, hvor de lægefaglige selskaber har deltaget med stort engagement. Der er i dag bred enighed om, at en samling af de højtspecialiserede behandlinger på færre enheder vil sikre patienterne behandlinger af stadig højere kvalitet i Danmark.

Det optimale vil være at basere specialeplanlægningen på viden om kvaliteten af indsatsen. Disse kvalitetsdata findes imidlertid kun i så begrænset omfang, at processen i stedet er blevet tilrettelagt efter princippet om, at øvelse gør mester. Med udgangspunkt i en lang tradition, og senest Sundhedsloven, er specialeplanlægningen i stedet baseret på krav om volumen for de enkelte niveauer fra antallet af læger og sygeplejersker til afdelings- og sygehusniveau. Et andet væsentligt parameter er krav om samarbejde på tværs med relevante specialer.

Der har været kritik undervejs, og Sundhedsstyrelsen har lyttet til både de videnskabelige selskaber og til indvendingerne fra Det rådgivende udvalg og ændret på de første udmeldinger. Evidensen for at vælge den ene organisatoriske løsning frem for den anden er stadig sparsom, og processen med specialeplan 2010 har derfor også i høj grad været baseret på faglig viden og erfaring fra den sundhedsfaglige ekspertise, som har været repræsenteret i specialearbejdsgrupperne.

Enkelte specialer som blandt andet det ortopædkirurgiske speciale er skilt ud i et selvstændigt forløb, fordi de faglige indvendinger på området var så omfattende, at der var brug for at gentænke hele specialet. Det samme er tilfældet når det gælder rygkirurgi og hele transplantationsområdet, hvor der er brug for at beskrive fagområderne.

På transplantationsområdet har vi en særlig udfordring, fordi Danmark er et lille land med få indgreb om året og derfor er der brug for at se særlig kritisk på, hvor mange centre vi har volumen til at opretholde. De private sygehuse, som har søgt om at varetage opgaver efter aftale med det offentlige, skal fremover være med til at løfte en række dokumentationsopgaver, forskning og uddannelse.

I den kommende tid skal både de private og de regionale sygehuse afvikle en række af de opgaver de varetager i dag og implementere specialeplanen inden udgangen af 2010. På enkelte områder vil der være tale om så store ændringer, at det er nødvendigt med trinvise løsninger. Sundhedsstyrelsen står foran et udviklingsarbejde, som skal gøre det muligt for sygehusene at dokumentere kvalitet, og at de godkendte afdelinger lever op til de faglige mål i specialevejledningerne. Monitoreringen vil blive baseret på en løbende overvågning af data om afdelingernes volumen, og derudover vil enkelte områder, som er særligt ressourcekrævende eller forbundet med særlige risici, blive udvalgt som fokusområder. Monitoreringen vil blive indført i takt med implementeringen af de enkelte specialeplaner i 2011.